Ny præst vil gerne det lokale

28-årige Simon Emil Koefoed indsættes i Brabrand og Sdr. Aarslev kirker søndag den 26. august

Det bliver næsten som at komme hjem igen! Sådan lyder det fra vores nye sognepræst Simon Koefoed, der tiltræder i sin nye stilling 15. august efter 3½ år som sognepræst ved Enghøj Kirke i Randers.

Det lokale kendskab glæder den nye præst sig meget til: “Jeg er forholdsvis kendt i området, da jeg i min studietid også engagerede mig i kirkelivet i Aarhus Vest. På den ene side bliver det som at komme hjem igen. På den anden side tror jeg, der venter mange nye spændende opdagelser og oplevelser forude i Brabrand og Sdr. Aarslev sogne.”

Simon Koefoed fortsætter: “Jeg håber, I vil tage godt imod mig. Både når vi mødes i kirke og sognegård, men også alle andre steder – på stier og veje, midt i Rema1000, i Aarhus’ kulturliv, til koncert i Musikhuset, i raskt trav rundt om søen, på vandet i kajakken, eller hvor jeg nu befinder mig.”

Også menighedsrådene ved Brabrand og Aarslev kirker glæder sig til den nye præst: “Vi har snakket lidt med Simon og hørt ham prædike i kirken, så vi glæder os rigtig meget til at lære ham endnu bedre at kende, og til at høre flere spændende prædikener. Og så kan vi alle se frem til et ungt og friskt pust, ikke blot i kirken, men i hele lokalområdet. Vi byder Simon velkommen til Brabrand-Årslev”, udtaler de to menighedsrådsformænd Lise Lotte Andersen og Niels Holm-Nielsen.

Der er indsættelsesgudstjeneste søndag den 26. august. I Sdr. Aarslev Kirke er det kl. 9.00 og i Brabrand Kirke kl. 11.00, hvor provst Esben Andersen indsætter Simon Koefoed i sit nye embede. Bagefter er menighedsrådene vært ved en reception i Sognegården.

Mindre omrokering blandt præsterne
Med Simon Emil Koefoeds tiltrædelse bliver der samtidig en mindre omrokering. Det har været kendt i et stykke tid, at sognepræst Inger Birgitte Bruhn overtager Kirsten Stejners stilling den 1. august, og det er så Inger Birgittes stilling, som Simon Emil Koefoed overtager 15. august.

Comments are closed here.